paragraftegn

Almindelige salgs- og leveringsbetingelser gældende for Dansk Industribelysning ApS

Produkter & konsulentydelser 

Anvendelse og gyldighed

  • Enhver leverance af produkter, dvs. lyskilder, lamper og tilbehør samt ethvert salg af konsulentydelser sker i henhold til nedenstående salgs- og leveringsbetingelser, medmindre disse er fraveget ved udtrykkelig skriftlig aftale.

  • Købers angivelse af særlige vilkår i udbudsmateriale, ordre m.v. anses ikke som fravigelse af nedenstående vilkår, medmindre Sælger skriftligt har accepteret disse.

Force Majeure

  • Ingen af parterne er berettiget til erstatning eller til at ophæve aftalen i tilfælde af manglende opfyldelse, såfremt dette skyldes force majeure.

  • Force majeure foreligger, såfremt en part eller dennes underleverandører forhindres i at opfylde denne aftale eller hertil knyttede aftaler som følge af krig, borgerkrig, oprør, offentlige restriktioner, import- eller eksportforbud, naturkatastrofer, herunder men ikke begrænset til jordskælv, stormflod, omfattende oversvømmelse, skypumpe, vulkanudbrud samt udbredt arbejdskonflikt, brand eller lignende, som ikke burde eller kunne være forudset af parterne på tidspunktet for indgåelse af denne aftale.

Lovvalg og værneting 

  • Enhver uenighed eller tvist mellem parterne om forståelsen og rækkevidden af disse salgs- og leveringsbetingelser afgøres ved Sø- og Handelsretten under anvendelse af dansk ret. International købelov nummer 733 af den 7. december 1988 skal ikke være gældende mellem parterne.

  • Parterne er gensidigt forpligtet til at lade sig sagsøge ved den domstol eller voldgiftsret, som behandler erstatningskrav, der er rejst af tredjemand mod en af dem vedrørende produktansvar.

Særlige betingelser for salg af produkter

Tilbud & ordre

  • Aftale mellem Køber og Sælger anses først for indgået, når Sælger har fremsendt ordrebekræftelse. Købers eventuelle indsigelser imod ordrebekræftelsens indhold skal foreligge skriftligt og være Sælger i hænde samme dag, som ordrebekræftelsen modtages af Køber.

  • Annullering eller ændring af en ordre kan kun ske med Sælgers skriftlige godkendelse. Godkendelse af annullering eller ændring kan af Sælger gøres betinget af, at Køber erstatter sælgers omkostninger og tab ved annullering eller ændring, dog minimum et beløb svarende til 15 % af den aftalte købesum eksklusiv moms.

Priser

  • Den endelige pris vil fremgå af Sælgers ordrebekræftelse, og prisen tillægges den til enhver tid gældende moms, told, fragt og andre gebyrer.

  • Køber betaler fragt fra leveringsstedet.

  • Sælger forbeholder sig ret til prisændringer ved ekstraordinære prisstigninger, kursudsving, strejker, lockout og andre forhold, som Sælger ikke selv er herre over , jvf. i øvrigt punkt 2.

 

Betaling

  •  Betalingsbetingelserne er 8 dage netto fra faktureringsdato, medmindre andet er aftalt mellem parterne. Dette gælder også ved levering af en del af en leverance.

  • Betaler køber ikke købesummen i rette tid, kan sælger fra forfaldsdagen beregne sig rente med 1,5 % per påbegyndt måned.

  •  Ved forsinket betaling er Sælger berettiget til at beregne sig et rykkergebyr på kr. 100,- for hver rykkerskrivelse til køber.

  • Køber er uberettiget til at tilbageholde nogen del af købesummen som sikkerhed for opfyldelse af eventuelle modkrav vedrørende andre leverancer, og sådan tilbageholdelse vil være at betragte som væsentlig misligholdelse af aftalen.

Ejendomsforbehold 

  • Sælger forbeholder sig ejendomsretten til enhver leverance indtil betaling er sket.

Levering 

  • Leveringstider er angivet omtrentligt og er uforbindende, medmindre andet er udtrykkeligt angivet.

  • Sælger er endvidere berettiget til at udskyde den omtrentlige leveringstid, såfremt overskridelse heraf nødvendiggøres af forhold, som Sælger ikke er herre over, jf. i øvrigt punkt 2.

  • Leveringsstedet er i mangel af anden særlig angivelse i ordrebekræftelsen sælgers adresse.

Garanti

  • Sælger giver 2 års garanti på adaptorer og led lamper. Sælger henviser til en eventuel garanti fra producenten på øvrige lyskilder. En eventuel garanti samt garantiperiode afhænger således af den enkelte produkttype.

Undersøgelsespligt 

  • Køber er forpligtet til inden 7 dage fra levering at foretage fornødne undersøgelser til konstatering af eventuelle mangler samt inden samme frist at meddele Sælger konstaterede mangler.

Returvarer

  • Varer, der er behæftet med mangler, skal returneres til Sælger i original og ubeskadiget emballage og forsvarligt indpakket. Såfremt den originale emballage er beskadiget, påhviler det Køber at sørge for forsvarlig emballering og indpakning. Beskadiges varen som følge af mangelfuld emballering eller indpakning, fortaber Køber sin mangelindsigelse.

  • Fejl ved et produkt som følge af naturligt slid, overlast, mangelfuld betjening, mangelfuld vedligeholdelse, hændeligt uheld eller andre forhold, for hvilke Køber bærer ansvaret eller risikoen, udgør ikke en mangel.

  • Køber afholder samtlige omkostninger til transport og forsendelse i forbindelse med varens returnering til sælger.

 

 

 

Ansvar

  • Sælgers ansvar for mangler er begrænset til omlevering. Såfremt det ikke er muligt for Sælger at foretage omlevering, fremsender Sælger en kreditnota til Køber.

  • Krav på erstatning af meromkostninger, drifts- og avance tab eller andet tab som følge af den mangelfulde leverance kan ikke gøres gældende mod Sælger.

Produktansvar

  • Ved skade på ting, der efter sin art er bestemt til erhvervsmæssig anvendelse, er Sælger ansvarlig efter nedenstående regler. Sælger er ikke ansvarlig for skade på fast ejendom eller løsøre, som indtræder, mens varen er i Købers besiddelse. I øvrigt er Sælger kun ansvarlig for skade på fast ejendom og løsøre, såfremt det bevises, at skaden skyldes fejl eller forsømmelse begået af Sælger eller andre, som han har ansvaret for. Sælger er heller ikke ansvarlig for skader på produkter, der er fremstillet af Køber eller på produkter, hvori disse indgår. Sælger er ikke ansvarlig for driftstab, tabt avance eller andet indirekte tab. Sælgers ansvar kan endvidere ikke overstige kr. 100.000. I den udstrækning, Sælger måtte blive pålagt produktansvar overfor tredjemand, er Køber forpligtet til at holde sælger skadesløs i samme omfang, som sælgers ansvar er begrænset i henhold til denne bestemmelse.
     
  •  I tilfælde af personskade forårsaget af varen og i tilfælde af skade på ting, der efter deres art sædvanligvis er beregnet til ikke-erhvervsmæssig anvendelse, er Sælger ansvarlig i overensstemmelse med Produktansvarslovens regler.

  • Hvis tredjemand fremsætter krav mod en af parterne om erstatningsansvar i henhold til denne bestemmelse, skal denne part straks underrette den anden herom.

Særlige betingelser for salg af konsulentydelser

Tilbud & ordre

  • Sælgers tilbud om salg af konsulentydelser er gældende i 28 dage fra datoen på tilbuddet, medmindre en kortere frist er fastsat i tilbuddet. Sælgers tilbud bortfalder, hvis accept ikke er kommet frem til Sælger inden fristens udløb.

  • Annullering eller ændring af en aftale om konsulentydelse kan kun ske med Sælgers skriftlige godkendelse. Godkendelse af annullering eller ændring kan af Sælger gøres betinget af, at Køber erstatter Sælgers omkostninger og tab ved annullering eller ændring, dog minimum et beløb svarende til 15 % af den aftalte købesum eksklusiv moms.

Honorar

  • Sælgers honorar for konsulentydelser fastsættes som et timehonorar på baggrund af medgået tid, medmindre der er indgået en aftale om et fast honorar for de i tilbuddet anførte ydelser. Den gældende timesats anføres i tilbuddet.

  • Udlæg til rejser, fortæring og ophold for Sælger eller dennes ansatte samt udlæg til publikationer og data m.v. godtgøres af Køber til kostpris + 5%.


Konsulentydelsen

  • Sælger forpligter sig til levere den i tilbuddet specificerede konsulentydelse.

Betaling

  • Medmindre andet er aftalt faktureres konsulentydelser månedsvist bagud.

  • Såfremt der er aftalt et fast honorar, sker betaling i henhold til den i ordrebekræftelsen fastsatte betalingsplan.

  • Såfremt Køber ønsker at gøre indsigelser mod en fremsendt faktura, skal dette ske senest 8 dage efter fakturadato.

  • Betaling skal være Sælger i hænde senest 10 dage efter fakturadato. Ved for sen betaling tillægges rente på 2 % per påbegyndt måned.

  • Køber er uberettiget til at tilbageholde nogen del af købesummen som sikkerhed for opfyldelse af eventuelle modkrav vedrørende andre leverancer, og sådan tilbageholdelse vil være at betragte som væsentlig misligholdelse af aftalen.

Kundens forpligtelser

  • Det er en forudsætning for Sælgers leverance:
    at køber gør Sælger bekendt med den for opgavens løsning relevante information, at Køber medvirker til at tilrettelægge arbejdet og tildele ressourcer, således, at konsulentydelsen kan leveres som aftalt, at Køber i det omfang, det er nødvendigt for opgavens løsning, giver Sælger den fornødne adgang til Købers bestående faciliteter efter Sælgers nærmere.

Aftalens varighed

  • Aftalen er som udgangspunkt uopsigelig fra begge parters side, indtil den i Sælgers tilbud specificerede konsulentydelse er udført, medmindre andet er specifikt aftalt mellem parterne.

Købers ansvar 

  • Sælger kan på ingen måde gøres ansvarlig for forhold, som kan henføres til kundens manglende opfyldelse af sine forpligtelser i henhold denne aftale.

Sælgers ansvar

Dansk rets almindelige regler finder anvendelse med de nedenfor anførte begrænsninger:

  • Sælger er udelukkende ansvarlig for, at konsulentydelsen opfylder specifikationerne i Sælgers tilbud.

  • Sælger kan ikke gøres ansvarlig for indirekte tab og skader, herunder men ikke begrænset til driftstab, tabt avance, kundens omkostninger til trediemandsafhjælpning eller øvrige krav fra trediemand.

  • I tilfælde af at Sælger idømmes erstatningsansvar uanset ovenstående, er Sælgers erstatningspligt altid beløbsmæssigt begrænset til maksimalt et beløb svarende til det af Køber erlagte vederlag i henhold til den aftale, hvoraf erstatningskravet udspringer, dog maksimalt kr. 100.000.