Storstilet indsats for implementering af energibesparende industribelysning

Storstilet indsats for implementering af energibesparende industribelysning

Danske virksomheder investerer i disse år stadig mere flittigt i LED-belysning. Skiftet bort fra traditionelle lysløsninger til LED giver energibesparelser og længere levetid – og tilfredsheden er ifølge en undersøgelse foretaget af Energistyrelsen ’meget høj’.

LED-teknologien har fået sit gennembrud. Dansk virksomheder investerer stadigt mere i LED-belysning og er meget tilfredse med resultatet. Det glæder forskningskoordinator Jørn Borup Jensen fra Dansk Energis ELFORSK-program. Han påpeger, at udviklingen er blevet understøttet af forskning og udvikling af danske forskere, producenter og designere gennem de seneste 12 år.

– Vi har fået skabt et innovationsmiljø, der er blandt verdens førende. Dansk Energi var i 2004 de første til at se lyset ved at bevilge projekttilskud til et helt nyt indsatsområde for praktisk udnyttelse af LED-lyskilderne. Initiativet blev taget på baggrund af en overbevisende redegørelse for potentialet fra det daværende Forskningscenter Risø, nu DTU Fotonik. Set i bakspejlet har det været en helt rigtig beslutning. Vi ser i dag store afkast af disse bevillinger, påpeger Jørn Borup Jensen.

Energistyrelsen har i sin undersøgelse set nærmere på udbredelsen af LED i danske virksomheder. Et repræsentativt udsnit af private, danske virksomheder er blevet interviewet om deres belysning – type, omfang, tilfredshed, anvendelsesområde, leverandør, rådgivning mm. – og hvad der har motiveret virksomheden til at investere i LED og energieffektivisering generelt.
 
Undersøgelsen peger på, at virksomhederne i langt højere grad satser på LED, når der skal vælges belysning. Seks ud af ti virksomheder har i dag mindst én LED-installation, og mere end halvdelen af disse virksomheder har installeret deres LED i 2015. Det er en fordobling i forhold til året før.
 
Især siden 2013 har lavere priser, bedre kvalitet og skærpede EU-krav modnet markedet for LED-belysning og medført en eksponentiel udvikling i udbredelsen af LED i private virksomheder. I dag er fem ud af seks virksomheder tilfredse med kvaliteten af deres LED-belysning, hvilket i høj grad udfordrer tidligere tiders fordomme over for LED-lyskilder om dårlig lyskvalitet og kolde farver, konstaterer Energistyrelsen.

ELFORSK har siden starten givet midler til over 30 projekter, der har medvirket til, at LED nu er en naturlig del af hverdagen for mange forbrugere, institutioner og virksomheder.

Med satsningen har ELFORSK realiseret sine centrale strategiske mål om at udvikle F&U-miljøer af international klasse, bidrage til at få kommercielle produkter på markedet og gøre det lettere at realisere energisparepotentialer. ELFORSK har altså medvirket til at skabe et vækstmiljø, hvor forskningsresultater hurtigt udmøntes i højere energieffektivitet og nye arbejdspladser.

– I de første projekter samarbejdede forskerne med kompetencer inden for optik med mindre virksomheder om at udvikle den første danske prototype LED-pære og at opbygge de første laboratoriefaciliteter. I dag ser vi her i Danmark et af verdens mest veludstyrede LED- teknologiske laboratorier, påpeger Jørn Borup Jensen.

Kilde: energinet.dk

13-07-2017 07:47